Hjem
Spil
Film
Nyttigt
For børn
Antivirus
Internet
Netsurfer
Top-10
År 2000
Reklamer

Netsurferen

Her finder du tekster og ikke mindst linksene fra Datatids særlige Internet-rubrik Netsurferen. Har du Internet-adgang, kan du med linksene klikke dig ud på de omtalte sites.

Alt er til salg

Internettet er som skabt til det: Online-auktion, hvor du kan købe og sælge hvad som helst (undtagen nære familiemedlemmer) for højeste bud og uden moms og salær.

Princippet er enkelt: Hver vare på auktione har et sluttidspunkt og går til den, der har budt højest på det tidspunkt. Web-stedet er kun mellemmand, resten må køber og sælger aftale pr. e-mail.

Mest kendt er nok Jubii Auktion, hvor den vikarierende netsurfer selv har anskaffet en bærbar computer helt uden problemer. Men man kan også finde et antikt trefløjet spejl med facetslebet glas, Kashmirs "Travelogue" album signeret af alle tre i bandet eller en trepunktsfæstet ridehjelm, str. 58. Og alt det skal der jo nok være en forfængelig, musikalsk hestesportsfan, der er i markedet for...

For at handle hos Jubii Auktion skal man betale et gebyr på 20 kr. pr. Dankort, angiveligt for at sikre seriøse bud. Endelig er der indbygget et meget smart system med "autobud". Som køber sætter du et højeste bud (som sælger ikke kan se) og bliver du overbudt, følger systemet buddet op for dig indtil grænsen er nået.

Opasia Auktion er der tilsyneladende mest gang i frimærker og mønter. Men den dag, Netsurferen kiggede forbi, var der da også røget en Morsø brændeovn og en håndbygget Bjärnum guitar. Og endelig var der budt ikke mindre end 300 kr. for tre kilo fuldkost til katte...

Også hos Opasia skal man registrere sig, men her er det gratis. Alle bud stiger med et fastlagt beløb - derimod er der ikke "autobud" hos Jubii. Så er der også Netauktion.dk, 123solgt, Papkassen og flere andre. Ebuy.dk er, i hvert fald hvad navnet angår, tydeligt inspireret af den succesrige amerikanske online-auktion, eBay. Ifølge egne oplysninger sælger eBay over en million varer hver eneste dag! Tjenesten er enormt udbygget med flere auktionsformer, gode råd og meget andet.

I modsætning til de danske modstykker tager eBay sig betalt hos sælgerne. Hvor populær den er, viste sig, da auktions-sitets webservere gik i sort et helt døgn, og eBay måtte vinke farvel til mellem 20 og 35 mio. kr., som rasende brugere havde givet for at annoncere indholdet af deres pulterkamre.

Til gengæld oplevede konkurrenterne, Yahoo! Auctions, Amazon.com Auctions og Auction Universe 50 pct. flere besøgende på deres sites. . Faktisk er amerikanerne så vilde med online-auktionerne, at et nyt website, Bidder's Edge udelukkende tager sig af at scanne prisniveauet på de forskellige auktions-sites.

EBay skal dog nok overleve crashet. Det er et børsnoteret firma, hvis aktier i dag er ufattelige 100 milliarder kr. værd. Og tidligere på året opkøbte eBay det traditionsrige auktionshus Butterfield & Butterfield - noget i retning af USA's svar på Bruun Rasmussen.

Hvilket til sidst lige leder os til, at de noble og nålestribede kunstauktioner som Sotheby's og Bukowski også er gået på nettet. Dog uden at du kan sidde og vifte indiskret med - her får du kun auktionskalendere og kataloger!

 

De higer og søger

Så åbnede den sorte diamant - den flotte tilbygning til Det Kongelige Bibliotek. Men er man ligeglad med arkitekturen, behøver man heldigvis ikke flytte sig en meter fra pc-skærmen for at benytte bogskattene.

Vort nationale bibliotek er nemlig særdeles aktive på nettet. Med et rimelig forståeligt web-interface kan man få adgang til bibliotekets søgeapparat REX. Så man f. eks. kan finde Niels Hemmingsøns "Om Ecteskab, at Betencke, Begynde og Fuldkomme" - det har sikkert været lige så nyttige råd dengang i 1599, da bogen blev udgivet, som i dag.

Bogkolossen har faktisk en hel Digitaliserings-og web-afdeling, der både indsamler digitale værker og arbejder på at lægge klassikere ud på Internettet. Desværre klager de over både leveringsproblemer, udstyrsproblemer og bemandingsproblemer.

Men ikke desto mindre kan man på webbet f. eks. læse H. C. Andersens originale kragetæer til det nys opdagede skuespil "Hyldemoer".

Nu er der jo andre biblioteker i verden. Og her henviser de kongelige såmænd til Internet-søgetjenesten Yahoo!s link-samling. Hvor man kan finde både de amerikanske indianeres nationalbibliotek, det makedonske nationalbibliotek St. Kliment Ohridski og USA's berømte Kongresbibliotek.

Og at bibliotekarerne tager informationsvidenskaben seriøst, tvivler man ikke på efter at have opdaget østrigeren Federico Flückigers webside Towards a Unified Concept of Information, en informationsteori, som ifølge ham selv minder om termodynamikkens anden lov! Savner man en forklaring, kan det være, man skal henvende sig til vores hjemlige (bibliotekarforbund).

 

Satellitter i øst og vest

Ligesom computerne har deres år 2000-problem, havde det globale satellit-navigationssystem "The GPS End of Week Rollover Issue". Og det betyder ikke, at satellitterne har det sløjt mandag morgen. Kort fortalt gik det ud på, at man lavede satelitternes atom-ure, så de kun kunne tælle op til 1024 uger og derefter nulstillede.

Det havde søfolk og andre navigatører deres hyr med i august, men det gik tilsyneladende godt. Man kan læse mere om det hos U. S. Coast Guard og det svenske militær.

Men det er nu alligevel fantastisk med et system, der kan stedfæste dig med 100 meters nøjagtighed på kloden, bare du har en håndholdt dims med. En on-line forklaring på, hvordan det hele funker, giver universitetet i Texas. Vil man vide, hvordan GPS-satellitterne har det lige nu, bliver den information løbende publiceret af USA's forsvar og af NASA's GPS-afdeling.

Russerne startede tilbage i 1982 deres eget tilsvarende system, GLONASS. Nu er de blevet mere åbne om det og fortæller beredvilligt saftige detaljer på det russiske forsvarsministeriums (engelsksprogede!) hjemmeside. Desværre er fire af russernes 17 satellitter her i efteråret forvandlet til rum-skrot. Så den kommercielle udnyttelse af det er nok så som så.

Til gengæld er der masser af GPS-udstyr at få i det lokale elektroniksupermarked, og vil man have en købe-guide, så kig ind hos magasinet GPS World

 

Netnoter

Det hele er tilsyneladende nyt hos den sjællandske Internetudbyder Vestnet. De meddeler i hvert fald glædestrålende, at de har fået nyt backbone, nye servere, nyt dial-ind udstyr, nyt telefonnummer og nyt opkrævningssystem. Er du vesjællænder, så prøv selv at se på

http://www.vestnet.dk

Hos gamle garvede Tele Danmark er der også nyt. Opasia Online skifter stil med nyt design, og ifølge dem selv også med en mere enkel og logisk adgang til Internettets mange muligheder, f. eks. Internettelefon og SMS mobilbesked. Telegiganten praler i øvrigt med, at de på et år har fordoblet antallet af Internetkunder til cirka 300.000.

http://www.opasia.dk

Skal du have billet til Toto-koncert i oktober, så kan det nu klares hjemme fra pc'en. BilletNet og Scandinavia Online har indgået samarbejde om et site, hvor du både kan få overblik over kommende arrangementer og bestille billetter. Du skal dog stadig på posthuset for at hente og betale billetterne, men i løbet af efteråret lover Scandinavia Online, at det bliver muligt at betale med Dankort via Internettet og få billetterne tilsendt.

http://www.billetnet.dk

I Hillerød vil de have mindre bilos. Det skal ske ved at alle de 30.000 pendlere, der hver dag myldrer til København i bil, skal lære at deles om bilerne. Og det skal ske via et website, som Hillerød Kommune og Kraks Forlag har hittet på. Bor man mellem Hillerød oh København og er interesseret i kørelejlighed, kan man tjekke det her:

http://www.pendlerservice.dk

At købe tøj er for 52 pct. af alle mænd det værste, de overhovedet ved, påstår en norsk undersøgelse ifølge firmaet Dressmart. Altså værre end både atomkrig og havearbejde. Men nu kan trendige tøjindkøb overstås hjemme ved pc-skærmen, takket være den svenske Internetbutik Dressmart.com, der nu har åbnet et dansk departement:

http://www.dressmart.dk

Den jyske pionervirksomhed Travelmarket sidder i forvejen på en af de bedste Internet-sider, hvis man skal ud at finde rejse- og flytilbud, nemlig www.travelmarket.dk. Mdn nu åbner de et nyt site, Rejsesiden, der først og fremmest skal give hurtigt overblik og kontakt til rejsearrangører. Her er links til 150 danske rejsebureauer på Internettet og tusindvis af links til hoteller, turistkontorer, luftfartsselskaber, lufthavne og meget andet.

http://www.rejsesiden.dk

En bunke aviser er gået sammen om at skabe et temmelig smart, landsdækkende bolig-annoncemarked på Internettet. Ved hjælp af Kraks kort kan man zoome sig ind på sit foretrukne område, se, hvor der booliger til salg fra de ejendomskæder, som deltager, og desuden få oplysninger om skoler, sportshaller og lignende i kvarteret. Bag Boligzonen står Berlingske Tidende, de tre stiftstidende og Jyske Vestkysten.

http://www.boligzonen.dk

Et web-madlaboratorium! Intet mindre er der tale om, når køkkenfabrikanten Kvik Køkkenet har indrettet sit nye mad-website med gasovn og rindende vand. Her kan man hver dag få serveret forlslag til den næste uges menuer, leveret af kokkene Brian Schow og Ib Poulsen. De lover, at det handler om spændende, ikke-usund ny-dansk hverdagskost på:

http://www.kvik.dk

Pc-producenten Nem Computer åbner, hvad de selv håber bliver Danmarks største Internetbutik for computerudstyr. Her kan man både bestille varer, se lagerstatus for det, man har brug for, og følge varens vej gennem forsendelsen via Post Danmarks "Track & Trace" system. Foreløbig er der et udvalg på 5000 forskellige slags isenkram.

http://www.nemdirect.dk

Ifølge motorsports-kilder i Varde har danskerne savnet en Internet-portal, hvor man hurtigt og nemt kan følge med i de nyeste informationer fra asfaltens og de hurtige bilers verden - vel at mærke skrevet på dansk. Så sådan et motor-site har en håndfuld entusiaster stablet på hjulene på:

http://www.1st-motorsport.net

Isoleringsfirmaet Rockwools hjemmeside byder allerede på hjælp til byggeprojektering, både for professionelle og for gør-det-selv folk. Og nu åbner Rockwool en særlig arkitektur-sektion, hvor arkitekten Flemming Skude bl. a. anmelder den nyrenoverede Rigsdagsbygning i Berlin. Der sikkert ikke ville være brændt ned i 1933, hvis den havde været isoleret med stenulds-bats...

http://www.rockwool.dk

 

En Prins Ib-sag

Antiroyalister vil vide, at vor nyfødte prins skal hedde Hans Højhed Prins Ib. Det vil Netsurferen ikke blande sig i, blot give de nybagte kongelige forældre det råd at tjekke de godkendte danske drengenavne hos Institut for Navneforskning. Bare under "A" er der rige muligheder som Ahmed, Anselm, Aqqaluk eller det mere nordisk klingende Asfred…

Nettet er i det hele taget fyldt med gode råd til vordende og nybagte forældre. Det nyfødte danske site b-a-b-y beskriver mors og barns udvikling fra uge 1-40, alt det, dit barn kan fejle, og mere eller mindre sælsomme fødselsskikke og traditioner fra hele verden. Er man mere til vestlige skikke, kan man prøve hos The Mayo Clinic, Childbirth.org eller Parentsplace. Og naturligvis er både Pampers og Libero klar med on-line vejledning i bleskift.

Vil man hellere vide mere om de kongelige, kan man vælge mellem Kongehusets officielle scrapbog og sladderbladet Kig Ind. Ifølge Kig Ind indgår både kongelige, adelige, kendte og ukendte væddemål om det nye prinsenavn. Hvad mon man vædder i de kredse? En sølvske?

 

Svamp på nettet

I den forløbne efterårsmåned har den giftige grønne fluesvamp truet uerfarne svampespisere på liv og helbred. Havde de dog bare startet svampejagten på Internettet.

F. eks. hos Foreningen til Svampekundskabens Fremme, som bl. a. henviser til den geniale svampeidentifikations-database Mycokey og desuden vedligeholder en "rødliste" over truede (ikke truende) svampearter.

Eller start på Flemming V. Larsens udførlige side om svampe i Østjylland, som ud over billeder af 1600 svampearter også indeholder fremragende links for svampesamlere. De mere internationalt orienterede mykologer kan gå til Mycology Resources on the Internet eller Mykoweb. Og hos Clamp Connexions er der gode svampe-opskrifter at hente til en tur i køkkenet, f. eks. på den uforlignelige violette hvidløgs-toast! Skulle det alligevel gå galt, må man dels på skadestuen, dels til Familydoctor.org.

Vil man være på den sikre side, kan man til gengæld nøjes med at nyde billeder af svampene hos Taylor Lockwood's Treasures from the Kingdom of Fungi.

 

Tilbage til toppen